Efterårets første lille tur

Så blev det også tid for mig, til at få luftet detektoren for første gang i efteråret. Jeg må indrømme, at jeg altid har svært ved at få sparket sæsonen i gang efter sommer og -vinterpausen, jeg skal altid lige tage lidt luft ind, måske nok fordi jeg efterhånden har fået løbet hornene af mig, og iveren nok heller ikke er lige så stor, som den har været engang.

Det blev alligevel til en 2 – 3 timer på en gammel mark som efterhånden har kastet det bedste af sig, så jeg forsøgte lidt ude for det normale spor i håb om en lille nedlægning, eller et andet overraskende fund. – Det udeblev dog, men hvad jeg formoder er en slidt HVID samt en mulig slidt regnepening kom dog op.

Ben, arm, og røvballer gør altid ondt de første 4 – 5 ture ind i ny sæson, det er bestemt også en mulighed at maven og alderen tynger, det kan ikke udelukkes.