Formålet Med Siden

Ja hvad er det egentlig, jeg vil med denne lidt forældet måde at formidle budskaber på..

Der er flere detektorrelaterede sider, som blandt andet behandler og informerer omkring Fotobehandling, indlevering af fund, kort, hvad er danefæ osv., og jeg mener, de dækker området fremragende og gør et fantastisk stykke arbejde, så det vil jeg kun berøre ganske let, men vil ved lejlighed komme omkring det i en artikel, men ellers vil jeg trygt overlade det til dem.

I forhold til min egen side her, har mine tanker kredset omkring etablering af en sådan side i et par år efterhånden og undervejs, har mine tanker omkring udformningen også ændret sig, og det vil den nok også gøre fremadrettet.

Det jeg ønsker at sætte særlig fokus på her, er følgende punkter:

* Blog på forsiden omkring mine oplevelser fra marken.
* Fundfremvisning af enkeltfund gennem tiden, menuen er øverst.
* Den forskelsbehandling der finder sted omkring indlevering og behandling af danefæ

Bloggen på forsiden vil jeg ikke opdatere hver gang jeg er ude, men jeg vil opdatere den, når jeg synes, jeg har noget på hjertet, gode som mindre gode oplevelser, og jeg vil gøre mit bedste for at tage nogle fornuftige billeder live fra marken.

Fundfremvisningen er for mig lidt grænseoverskridende, da jeg bevidst har valgt at gå under radaren i efterhånden en del år, ene og alene fordi denne hobby giver anledning til en masse misundelse og uvenskaber, så derfor jeg har holdt mig til de personer, som jeg mødte i de første år i hobbyen og dermed også dem, jeg er vokset med og har gjort mig erfaringer med. Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til nye venskaber.

Det er ikke alle min fund, du finder i “mine fund”. Gentagelser og ikke genkendelige genstande for normale mennesker er udeladt. Ligeledes er borgerkrigsmønter, kobbersterling, 14,15,16,17,18,19 tals mønter generelt udeladt, da mange af dem er i meget ringe stand.  Jeg har dog taget nogen med, så alle kan få en fornemmelse af, hvordan de ser ud.

Fundfremvisning er ment til inspiration til andre ligesindede i hobbyen samt andre nysgerrige, og jeg håber, i vil tage positivt imod den. Kategorierne er ikke helt på plads endnu, så der er stadig fejl, der skal rettes.

Forskelsbehandling, som også er en af de punkter, som jeg vil sætte stor fokus på, omhandler behandlingstider på lokalmuseum og Nationalmuseet. Klager til Kulturministeriet over danefæ afgørelser. Danefæ, som var danefæ, da fundet blevet indleveret, men som ikke længere er danefæ, når det er din din tur i køen. Findeløn, som har ændret sig, når det er din tur i køen hos Nationalmuseet. Ligestilling uanset individuel behandlingstid.

Som du nok allerede kan fornemme, så kommer jeg til at rejse nogle kritiske spørgsmål, og er du ikke til den del, så håber jeg du blot vil nyde fundgalleriet og bloggen.

God fornøjelse på siden