Ventetider eller flaskehalsen om man vil, opstår 2 steder, og de kan opdeles i 2 overordnet kategorier, Lokalmuseet og Nationalmuseet.
Ventetiderne er både godt og skidt, ja det lyder måske åndssvagt at sige, men ventetider er gode til at holde skattejægerne væk, jo længere ventetider, jo færre skattejægere, og det kan jeg faktisk godt li’ da hobbyen skal været drevet af passion, og ikke for pengenes skyld. Dermed ikke sagt, at vi alle ikke ønsker at finde en skat, det ville da være fantastisk, men jeg tænker du overordnet har forstået budskabet.
Lokalmuseet:
Du indlevere dine fund til det lokalmuseum du gør din fund i, der er hvad Nationalmuseet ønsker du skal gøre, trods §30 stk. 2 .
Da jeg typisk gør mine fund på Vestsjælland, skal jeg dermed indlevere mine fund til Vestsjællands museum, som er placeret i Holbæk.
Der er ca. 200 aktive detektorfolk på Vestsjælland og vi er dermed en de større områder i Danmark, hvis ikke det største. Jeg er ikke bekendt med det præcise antal fund der indleveres til Vestsjælland museum, men med 200 aktive detektorfolk, kan man selv begynde at regne ud, jeg indlevere i 2019 – 325 genstande.
På museum Vestsjælland er der 1 person der er dedikeret til detektorfolket. 1 person er jo langt fra nok til at være dækkende, uanset hvor meget man så optimere processor. I den forbindelse har jeg ved flere lejligheder været i dialog med museet omkring de lange ventetider der er, inden fund leveres videre til Nationalmuset, og svaret er klokkeklart, det er hvad der er af ressourcer til i kroner og øre.
Som detektorfører og amatørarkæolog er det jo selvfølgelig stærkt utilfredsstillende. At man oplever ventetider på op til 3 1/2 år inden genstandene sendes videre til Nationalmuseet.
Hvis jeg nu tager lokalmuseets briller på, så kan jeg jo godt forstå, at de ikke har ubegrænset ressourcer, omvendt så aflevere jeg også fund på Øst Sjællands museum, og her er ventetiden inden de bliver sendt videre til Nationalmuseet under 1 år, og det gør jo en forskel for mig, om tingene stadig er danefæ når de rammer Nationalmuseet, herunder også danefæets størrelse, som i disse år bliver kraftigt reduceret eller helt fjernet på visse genstande.
Nationalmuseet:
Når nationalmuseet (NM) modtager genstandende fra Lokalmuseet, starter den officielle behandlingstid. Behandlingstiden er det som daner grundlag for det som NM officielt melder ud til offentligheden og ifølge NM oplysninger så er behandlingstiden ofte over 2 1/2 år, og det er altså fra de modtager genstandene fra lokalmuseum, og ikke fra jeg indlevere genstandene til mit lokalmuseum.
Det i sig selv, er selvfølgelig moralsk forkert, da behandlingstiden selvfølgelig bør starte fra jeg overdrager genstanden til mit lokalmuseum, og ikke fra NM modtager genstandene, der er jo stor forskel på om min samlede behandlingstid er 2 1/2 år, eller 5 1/2 år. Det er den ene del af det. Den anden del er, at NM i det seneste år, kraftigt har reduceret udbetalingen af visse typer af danefæ på genstande, som eksempelvis fibelfragmenter fra jernalderen og vikingetiden samt genstande som de ikke længere erklærer for danefæ, og det sker immervæk i en periode hvor du har overdraget genstanden til dit lokalmuseum.
Omkring klager over NM så er de underlagt Kulturministeriet, og det er også igennem kulturministeriet du klager til over en fastsat danefæ godtgørelse. Kulturministeriet er høringspart mellem dig og NM.
Når jeg i dag ser på NM, så ser jeg nogle ansatte som forsøger at holde i med næb og klør, og mange af dem ved godt, at det stykke arbejde de levere ikke er optimalt, men at det er en konsekvens at de mange nedskæringer som de har været ramt af. Det gør så ondt i mit hjerte, når jeg ser vores samfund bryde sammen på en sådan måde, og det gør mig også bekymret, for hvad med sikkerheden omkring vores fælles fortid er den udsat for den samme type nedskæringer. Vi har igennem de sidste 20 år set andre lignende instanser, hvor vigtige dokumenter forsvinder, at bygninger udbryder i brænd, at genstande ikke bliver opbevaret optimalt. Jeg frygter at dette også kunne ske for Nationalmuseet og dermed vores uerstattelige kulturarv.
Afslutningsvis vil jeg sige til de menige ansatte på Nationalmuseet, og på de lokale museums. I har mine fulde sympati og forståelse for jeres frustrationer, og jeg bakker jer 100% op. I gør i disse år hvad i kan gøre, i de rammer der nu er til rådighed, og hold endelig fast i jeres stolthed omkring jeres arbejde, den kan de ikke tage fra jer.